Jeg er grønlandsk/dansk billedkunstner med en baggrund som grafisk designer – en faglighed, der stadig præger mit arbejde. Jeg har en stor kærlighed til form, komposition, farver og visuel fortælling.

Jeg er født og opvokset i Nuuk. I 2009 flyttede jeg til Hjortshøj v Aarhus, og året efter blev jeg optaget på Århus Kunstakademi. I 2013 dimitterede jeg med afsæt i maleri og skulptur.

Mit arbejde er overvejende figurativt, men jeg bevæger mig frit mellem forskellige udtryk og teknikker.
Jeg arbejder blandt andet med akryl, kul og bladguld og er optaget af kontraster – mellem det rå og det poetiske, styrke og sårbarhed, lys og mørke. Ofte begynder et værk med en stemning, en fortælling eller et enkelt visuelt billede, som jeg får lyst til at undersøge.

Grønland er en grundlæggende del af mit blik på verden. Naturen, lyset, stilheden og fortællingerne følger mig, uanset hvor jeg befinder mig. Grønlandsk mytologi og kultur dukker derfor naturligt op i dele af mit arbejde, men mine værker er ikke begrænset til grønlandske motiver.

Jeg maler mennesker, natur og fortællinger. Noget udspringer af erindring og erfaring, andet af nysgerrighed og fantasi. Fælles for det hele er ønsket om at skabe billeder, der ikke nødvendigvis fortæller beskueren præcis, hvad de skal se – men giver plads til, at man selv kan mærke og fortolke dem.